Når hvalpe er nyfødte, bliver de stimuleret af tæven til at urinere/defækere. Tæven slikker hvalpene på maven og omkring kønsorganerne, som stimulerer hvalpene til at besørge. Hvalpene har brug for denne stimulation frem til ca.4-5 ugers alderen, hvor hvalpen selv bliver i stand til at komme af med sekreterne, uden hjælp fra tæven. I samme alder begynder hvalpen også at søge væk fra sovepladsen for at besørge.
I 8-9 ugers alderen er hvalpens sanser tilstrækkeligt udviklet, og den begynder at skabe præference for specifikke underlag at besørge på. Så det er her, vi som hvalpe-ejer skal være skarpe, så vi kan hjælpe hvalpen med at blive renlig.
En effektiv renlighedstræning af hvalp kræver opmærksom hundeejer, så hvalpen kun besørger de steder udendørs, som ejer ønsker. Man kan med fordel introducere hvalpen for mange forskellige underlag, f.eks græs, asfalt, grus mm., så hvalpen ikke får præference for et bestemt underlag at besørge på. Brug gerne en kommando, f.eks. ”tisse”, så hvalpen lærer, hvor den må besørge. Husk altid at bruge den samme kommando.
Det er vigtigt, at ejer altid er positiv i renlighedstræningen. Gør alt for at forebygge uheld, og skæld aldrig ud. Skæld ud vil blot forlænge processen i at gøre hvalpen renlig, da man gør hvalpen utryg. Uheld er alene ejerens ansvar, da denne ikke har været opmærksom på hvalpen.
Som huskeregel skal man forvente, at hvalpen skal ud hver 2.-3.time. når den er vågen. Men det er normalt, at 8 ugers hvalpe urinerer op til en gang i timen, når de er vågne. Om natten skal man forvente en til to tisse-ture. Hvalpen kan holde sig længere tid om natten, da den holder sig i ro.
Gå med hvalpen ud, og brug den samme dør ud, så hvalpen lærer vejen ud til at besørge. Bliv ude ved hvalpen indtil den besørger og ros den for sin gerning. En god huskeregel er også, at hvalpen altid skal ud, når den har sovet, spist eller leget.
Lær at kende hvalpens signaler, når den skal ud. Som regel bliver hvalpen urolig og begynder at snuse rundt. Her skal ejer være hurtig og få hvalpen ud i en fart inden uheldet sker.
Hvis uheldet skulle ske, er det vigtigt at gøre grundigt rent på stedet, så hvalpen ikke kan lugte, den tidligere har besørget på stedet. Dette kan gøre, at hvalpen kan foretrække stedet senere igen. Rengøringsmidler som Rodalon eller Urin-off er gode midler til at fjerne lugten.
Indlæringsperioden kan tage lige fra uger til måneder, alt afhængig af hvor intens træningen med hvalpen er, også fra opdrætters side. Frem til hvalpens ca.16. leveuge, er den mest åben for indlæring, herunder også renlighedstræning. Jo tidligere hvalpen er blevet indprentet et mønster, at den skal urinere/defækere udenfor, desto bedre og hurtigere bliver resultatet.
Nogle hvalpe formår at blive renlige i 3 mdr. alderen, mens andre hvalpe er længere tid om det. Succesraten handler meget om, hvor mange gange hvalpen har tisset indendørs, enten fordi den har været alene, eller ejer ikke har været opmærksom. Jo flere uheld, desto længere træning til at få vendt hvalpens opfattelse af, at den skal tisse udenfor. De fleste hvalpe er først helt renlige, når de er i 4-6 måneders alderen.